tirsdag den 9. juli 2013

Sjælden rokke og flere arter

Anden dagen har budt på flere gode fiskeoplevelser med flere personlige rekorder til fiskerne. Langerne var lidt sværere at få i biddet i dag, måske fordi strømmen drillede lidt. Vi har dog fået langer på 14,2 kg, 13,8 kg og den største på 19,80 og nu er vi vist færdige med at fiske langer for i år. Som bifangst har vi fået en del mindre pighajer, sorthajer, ringhajer og brosmer op 8,45 kg.

Grundigt forberedt

Xander med lange på 19,90 kg
Pighaj


Til eftermiddagen lagde vinden sig helt og det blev tid til et sats på dybt vand. Vi kastede ankeret på 580 meter og kastede et par rubby dubby sække og fik lagt tackler og på bunden selvom der var nogle som var lidt pressede på linemængden. På trods af strømmen var der god kontakt med tacklerne og det var let at mærke om der var noget. Allerede efter 10 minutter var der noget der pillede ved min agn men så blev der stille igen. Jeg prøvede at løfte min agn fra bunden men den sad fast i noget dernede og da jeg trak endnu hårdere syntes jeg det føltes som fisk selvom det var svært at mærke 100%.
Til sidst blev vi enige om at det måtte være en fisk men jeg kunne ikke løfte den selvom jeg lagde alle kræfter i og da den endlig kom et par meter op gik den hurtigt ned igen. Vi snakkede det mon var en grønlandshaj eller en rokke. Der findes to slags rokker heroppe på denne dybde, den ene er plovjernsrokken som kan blive op til 15 kilo og den anden er den meget sjældne sortbugede rokke som blot er fanget på stang 5 gange nogensinde. De kan blive meget større og det ville være et enormt held hvis sådan én bed på efter blot ti minutters fiskeri.



Første danskfangede sortbugsrokke på 24,60 kg


Lidt efter lidt kom fisken ind og det føltes ikke som en grønlandshaj som normalt ruller en del i fighten, denne fisk var bare enormt tung og tog kun få udløb. Det var hårdt arbejde fra denne dybde men efter 40 minutter kom svirvlen i tacklet til syne. Et eller andet sted var man stadig i tvivl om det kunne være en sten eller noget andet end en fisk. Men så kom endelig en stor rokke til syne og jublen blev stor. Vi gaffede forsigtigt fisken i hver sin vinge da den skulle genudsættes og løftede den ombord, den var tung og jeg tænkte at det kun kunne være en sortbuget rokke. 24,6 kilo vejede den og efter et par telefon opkald og billeder fik vi konstateret at det var den sjældne rokke.

Første dansk fangede sortbugsrokke og kun den 6. nogensinde havde vi fanget, det kunne ikke blive en bedre dag. Fisken blev nu vores art nummer 18 på blot to dage og man må sige at Trondheimsfjorden viser sig fra sin gode side.

Team Easy-on

Ingen kommentarer:

Send en kommentar