tirsdag den 16. juli 2013

Opsummering på Trondheim Juli 2013

Så er vores sommertur til Trondheim vel overstået og det var et hold trætte lystfiskere der kom hjem efter en uges strabadser i Norge. Turen var en stor succes med hele 21 arter og flere store fisk i blandt og alle mand fik én eller flere nye personlige rekorder.

Langefiskeriet levede op til forventningerne med 2 langer på 24,3 kg og 21,5 kg allerede på de første to drev på pladsen. Efterfølgende var fiskeriet ikke helt så vildt men det blev da til en række målere med en fisk på 19,8 kg som den der var tættest på de 20 kg. Som bifangst under langefiskeriet fik vi en del fine brosmer med de største på 11,35 og 11,00 kg. Da stort set alle havde fået fine langer prioriterede vi anderledes resten af ugen og gav langepladsen fred og ro så der stadig er fisk tilbage næste år.

Fantastisk double på 24,3 og 21,5 kg
Når vi ikke sejlede ud i bådene brugte vi lidt tid på at fiske fra land efter mindre arter. Her fik vi berggylter op til 820 gr. og en fin blåstak på 560 gr., det er sjovt og afslappende fiskeri efter nogle hårde dage på havet.

Steen Lyngsøe med fin blåstak
Vi havde også aftalt at forsøge at fiske på det helt dybe vand efter rokker og grønlandshaj og det var lidt udfordrende at kaste anker på 600 meters vand. Til sidst lykkedes projektet dog og vi kunne sænke agn ned på bunden. Vi var så heldige at få bid allerede i første forsøg og Jesper havde pludselig noget meget tungt på krogen. Det var ikke den vilde fight men fisk det var det helt sikkert og da først fisken var løftet fri af bunden kom den stille og roligt med op. Der findes to rokke-arter heroppe, den ene er plovjernsrokken som kan blive op til 15 kg og er langt den almindligste mens den anden, den sortbugede rokke, er meget sjælden men til gengæld kan veje mere end 50 kg.
Efter 40 minutter brød en stor rokke overfladen og der blev jublet i båden, rokken var stor og helt sort på bugen, altså det var den sjældne sortbugede rokke vi havde fået, og så i aller første forøg! 24,6 kg vejede fisken og den første danskfangede sortbuget rokke var en realitet. Faktisk var det kun nr. 6 fanget på stang nogensinde i hele verden, sikke en oplevelse.
Resten af forsøgene på det dybe vand var med forskellig succes, strømmen drillede til tider en hel del men vi fik dog også en plovjernsrokke på knap 7 kg og ringhaj op til 1330 gr.(og det er en stor ringhaj).

Plovjernsrokke

Ringhaj

Sortbuget rokke 24,6 kg
På lavere dybder fiskede vi rødspætter op til 1,250 gram, lubbe, sej, kuller til 3,8 kg og ikke mindst helleflyndre op til 11 kg. Den sidste dag blev vi belønnet med en vild oplevelse da en stor vågehval kredsede om båden i ca. 10 minutter. Den var vildt nysgerrig og på et tidspunkt var den helt oppe ved siden af jollen for at kigge på os og vi var lige ved at kunne røre ved den. Efter den oplevelse var vi helt rystede og havde svært ved at fiske videre.




Book din tur til næste år allerede nu: http://www.kiplingtravel.dk/fiskerejser/trondheimsfjorden.aspx

Her er vores artsliste for en uges fiskeri, i alt 21 arter:

Lange 24,3 kg
Brosme 11,35
Kuller 3,80 kg
Helleflynder 11,0 kg
Sortbuget rokke 24,6 kg
Plovjernsrokke 7,0 kg
Rødfisk
Lubbe
Sej
Torsk
Glyse
Ulk
Berggylte
Blåstak
Havkarudse
Rødspætte
Ising
Ringhaj
Sorthaj
Pighaj
Makrel

tirsdag den 9. juli 2013

Sjælden rokke og flere arter

Anden dagen har budt på flere gode fiskeoplevelser med flere personlige rekorder til fiskerne. Langerne var lidt sværere at få i biddet i dag, måske fordi strømmen drillede lidt. Vi har dog fået langer på 14,2 kg, 13,8 kg og den største på 19,80 og nu er vi vist færdige med at fiske langer for i år. Som bifangst har vi fået en del mindre pighajer, sorthajer, ringhajer og brosmer op 8,45 kg.

Grundigt forberedt

Xander med lange på 19,90 kg
Pighaj


Til eftermiddagen lagde vinden sig helt og det blev tid til et sats på dybt vand. Vi kastede ankeret på 580 meter og kastede et par rubby dubby sække og fik lagt tackler og på bunden selvom der var nogle som var lidt pressede på linemængden. På trods af strømmen var der god kontakt med tacklerne og det var let at mærke om der var noget. Allerede efter 10 minutter var der noget der pillede ved min agn men så blev der stille igen. Jeg prøvede at løfte min agn fra bunden men den sad fast i noget dernede og da jeg trak endnu hårdere syntes jeg det føltes som fisk selvom det var svært at mærke 100%.
Til sidst blev vi enige om at det måtte være en fisk men jeg kunne ikke løfte den selvom jeg lagde alle kræfter i og da den endlig kom et par meter op gik den hurtigt ned igen. Vi snakkede det mon var en grønlandshaj eller en rokke. Der findes to slags rokker heroppe på denne dybde, den ene er plovjernsrokken som kan blive op til 15 kilo og den anden er den meget sjældne sortbugede rokke som blot er fanget på stang 5 gange nogensinde. De kan blive meget større og det ville være et enormt held hvis sådan én bed på efter blot ti minutters fiskeri.



Første danskfangede sortbugsrokke på 24,60 kg


Lidt efter lidt kom fisken ind og det føltes ikke som en grønlandshaj som normalt ruller en del i fighten, denne fisk var bare enormt tung og tog kun få udløb. Det var hårdt arbejde fra denne dybde men efter 40 minutter kom svirvlen i tacklet til syne. Et eller andet sted var man stadig i tvivl om det kunne være en sten eller noget andet end en fisk. Men så kom endelig en stor rokke til syne og jublen blev stor. Vi gaffede forsigtigt fisken i hver sin vinge da den skulle genudsættes og løftede den ombord, den var tung og jeg tænkte at det kun kunne være en sortbuget rokke. 24,6 kilo vejede den og efter et par telefon opkald og billeder fik vi konstateret at det var den sjældne rokke.

Første dansk fangede sortbugsrokke og kun den 6. nogensinde havde vi fanget, det kunne ikke blive en bedre dag. Fisken blev nu vores art nummer 18 på blot to dage og man må sige at Trondheimsfjorden viser sig fra sin gode side.

Team Easy-on

søndag den 7. juli 2013

Trondheimsfjorden leverer

Så blev det endelig tid til afgang til Norge efter et års venten med store forventninger der næsten har været så store at fiskeriet næsten kun kunne skuffe. Efter en tur med Oslo-båden og næsten 9 timer i bil ankommer vi til Fosen i fremragende solskinsvejr men der er mallurt i bægeret alligevel. Vejrudsigten for den efterfølgende dag ser sort ud med 16 s/m i udsigt og vi beslutter derfor at at flyttede både og fiske natten igennem hvor det stadig er næsten vindstille.


Vi skulle flyttede bådene næsten 30 sømil og det gik lidt for langsomt og samtidig knep det noget med at finde nogle agnfisk på vejen, dog fik vi lidt små-sej som kunne bruges. Klokken var efterhånden 2 om natten inden vi var klar på langepladsen og vi håbede alle at langen stadig stod på pladsen. De første 10 minutter gav ikke noget og jeg begyndte at få et snert af tvivl inden forløsningen kom da Peter´s stang nu stod i en pæn bue og fisken tog nogle gode udløb. Derefter fik jeg selv bid og kort efter stod Steen med endnu en fisk på og så var der fuldt hus på båden. Steen lander hurtigt en lange på 10,20 og da Peter´s fisk bryder overfladen er den bare mega stor, det måtte være en 20+ lange og i land vejer vi den til 24,30 kg. Jeg stod til sidst med en mindre lange, mente jeg ihvertfald, men det viste sig at være et monster af en brosme på 11,35 kg. Sikke et første drev på den fantastiske langeplads.
Andet drev, bid til Steen og jeg. Steens fisk ser rigtig god ud og imens lander jeg en lange på 14,4 kg. Der går vel 10 minutter før Steens fisk kommer til overfladen og det er endnu en rigtig stor lange, helt præcis 21,6 kg og også Steen har fået sin drømmefisk, og efter mindre end 30 minutter på pladsen.


Lange 24,3 kg

Brosme 11,35 kg


Langer 24,3 og 21,6 kg
Nu var klokken blevet 7 om morgen og vi måtte kapitulere og sejle ind og få noget søvn. Vinden var også frisket op og det går hurtigt med at søen rejser sig.

Vinden var steget endnu mere da vi vågnede og det var umuligt at sejle ud til langerne og vi valget at fiske fra land i havnen. Det er ren hyggefiskeri og vi får en del sjove arter. Steen går forrest med blåstak, glyse, berggylte, lubbe, ulk, hvakarudse og torsk.

Blåstak 540 gr


Berggylte 820 gr

Rødspætte 1,250 kg